You are here :: Om os Bobo på strejftur

Fortælling bragt i det norske webmagasin ”SPOTlight”, september 2003

Af Marianne Hindkjær

Bobo har i går aftes og den halve nat været ude på strejftur! Jeg var ved at lave noget ved vores indhegning, og havde derfor slukket for strømmen (vi har sat en el-tråd op øverst i hegnet, fordi Bobo viste sig at være i stand til at forcere ALT). Mens jeg gik og arbejdede på indhegningen, holdt jeg øje med Bobo. Så måtte jeg lige gå ind et øjeblik, og da jeg kom ud igen var ”fuglen fløjet”!!!

Hele aftenen gik vi og ventede på han skulle komme ind igen, men NEJ – det var da alt for spændende endelig at være sluppet ud i den store verden med alle dens udfordringer! Der bor bl.a. en stor rød hankat på en sidegade, som Bobo flere gange tidligere har haft nogle ”diskussioner” med. Både min mand og jeg var flere gange på skift rundt i kvarteret og lede efter Bobo uden større held. Vi så ham dog et par gange, uden at have mulighed for at få fat på ham. Altså var der ikke andet at gøre, end at gå i seng og lade terrassedøren stå åben, så han selv kunne løbe ind når det passede herren!

Men jeg kunne naturligvis ikke sove! Klokken 1 var jeg ude at lede efter ham i hele kvarteret igen, og listede mig diskret rundt i andre folks haver. Jeg hørte også nogle katte, der ”diskuterede” heftigt, men kunne ingenting se, da det var bælgmørkt! Jeg opgav derfor mit forehavende og gik hjem i seng igen.

Klokken 4 stod jeg op igen. Det var nu begyndt at blive en smule lyst, så jeg mente at have bedre chancer for at finde ham. Af sted igen som en anden tyv i natten – rundt i diverse haver. Og minsandten om ikke jeg fik øje på Bobo! Han var stadig oppe at diskutere med den røde hankat, og de jagtede hinanden på skift gennem flere af haverne og ind på Politigårdens område, som grænser op til flere af haverne – også vores egen. Bobo og Co. løb just ind på Politigårdens areal, som er forsvarligt indhegnet – MEN naturligvis ikke så forsvarligt, at et par katte ikke kan finde mange smuthuller. Og hvad gør så katteejeren? – Jo, hun forfølger naturligvis sin kat! Så jeg lå på maven i noget buskads og fik mig mast ind under hegnet til politigården, hvorefter jeg fortsatte forfølgelsen af kattene!

Endelig lykkedes det mig at få fat i Bobo. Jeg havde netop løftet ham op i min favn, da et stærkt projektørlys blev rettet imod os, og en stemme spurgte: ”Hvem der”?!!
Jeg svarede – glad og lettet over at have fået fat i Bobo – ”Det er bare mig”!!! Hvorefter jeg dog måtte supplere med en forklaring om, at jeg var ude for at indfange min kat, hvilket vist fremgik med al tydelighed, da Bobo absolut ikke var tilfreds med at blive indfanget, og kæmpede stærkt imod mit favntag. Jeg spurgte så den vagthavende hvordan jeg egentlig kom ud derfra igen, fordi jeg dårligt kunne kravle samme vej tilbage med en kat i favnen! Inden jeg dog nåede at få svar herpå, lykkedes det Bobo at slippe fra mig! Jeg vinkede ad den vagthavende betjent og sagde jeg bare ville følge efter katten igen, og se hvor jeg havnede. Projektørlyset blev atter slukket og vagthavende betjent trak sig tilbage – sikkert med en hovedrysten og undren over, hvad katteejere kan drives til! (Funderer på, hvad han mon skrev i døgnrapporten???)

Bobo løb nu ind i vores nabos have, men her havde jeg ingen mulighed for at kravle under hegnet. I stedet satte jeg resolut foden op midt på hegnet, greb fat i overkanten og svang mig op på hegnets overkant, der mindst er 2 meter højt! Ned igen på den anden side og fortsætte forfølgelsen som i en anden aktionfilm. Men ak – Bobo var atter ude af syne. Jeg gik så hjem for at kontrollere om han var der, men NEJ. Af sted igen. Denne gang fandt jeg ham så midt på åben gade – fortsat i diskussion med samme røde hankat – og langt om længe fik jeg fat på ham og bar ham helt hjem uden yderligere lyssky forehavender denne nat. Hvilket drama!

Næste morgen da min mand glad konstaterede, at Bobo lå og sov sødt imellem os i sengen som han plejer, fortalte jeg ham om nattens begivenheder. Han kiggede vantro på mig og sagde, at det ville han ligegodt aldrig have gjort, og spurgte om jeg virkelig sådan var kravlet over hegnet (ikke uden en vis beundring i stemmen).
Jeg svarede ham, at for Bobo ville jeg såmen være i stand til at gå på vandet!